Elias Boussnina - Den Store Forfører

Elias Boussnina er endelig tilbage med singlen “Den Store Forfører”. Efter fire års stilhed leverer han en skarp, politisk og selvironisk pop- og hiphoplåt, der rammer både hjertet og samfundsnerven. Låten handler om den indre stemme, eller person, der hele tiden fortæller dig, hvordan du bør leve dit liv, hvad du skal opnå, og hvad der er “rigtigt”. Den store forfører, som lokker dig til at følge normer og forventninger, uden at du egentlig har taget stilling selv. Et tema, som Elias formidler med både kant og humor. Lyden er organisk og underspillet, med en levende hiphopproduktion, hvor Elias’ stemme får masser af plads til at skinne. “Den Store Forfører” markerer et solidt comeback og viser, at Elias Boussnina stadig har meget på hjertet og vi glæder os til at høre, hvad han finder på næste gang.

puls. anbefaler på det kraftigste!

Tavse Vidner - Halvfuld på Nørrebro

Tavse Vidner er tilbage med “Halvfuld på Nørrebro”. En mørkt drømmende og inderlig folkrock noir-hymne, der både hylder livet, kvarteret og de små, skæve øjeblikke midt i storbyens støj.Syret og skrøbelig vellyd, nylonstrenge-guitar over en rocket bund, og dansksproget inderlighed, der både råber og hvisker på samme tid. “Halvfuld på Nørrebro” er en poetisk fabelfortælling om livets transcendens og skrøbelighed, pakket ind i Tavse Vidners karakteristiske storbymelankoli og organiske, skramlede lyd. En sang, der peger indad, men som føles som en tur gennem et tidløst København, hvor der altid er plads til at være lidt halvfuld og alligevel fuld af liv.

puls. anbefaler på det kraftigste!

kommentarer
* E-postmeddelandet kommer inte att publiceras på webbplatsen.